Rygaards Skole i dag

Skolen har to afdelinger. En international, engelsk-sproget afdeling på ca. 370 elever og en dansk afdeling på ca. 440 elever. Den internationale afdeling er beregnet på at tilbyde undervisning til elever, der kun er i Danmark et begrænset stykke tid. Hovedparten af lærerne i denne del af skolen er fra Storbritannien.

Den danske afdeling er geografisk delt i to. Børnehaveklasse til 3. klasse samt legestuen er i annekset, og det fungerer som en overskuelig og for børnene meget tryg indskolingsenhed. 4.-9. klasse er sammen med eleverne fra international afdeling i hovedbygningen.

Eleverne forlader skolen efter 9. klasse med statskontrollerede prøver.

For begge afdelinger lægges der stor vægt på gensidig forståelse og respekt for de mange nationer, der findes på skolen. Begge afdelingers elever deler faglokaler, legepladsen, parken samt kirken, og der er jævnligt fællesarrangementer. Der er desuden et vist sammenfald af lærere, der underviser på begge afdelinger.

Før og efter skoletid er der góde muligheder for skolens elever til at deltage i fritidsklubber, hvor de på tværs af alder og afdeling kan være sammen. Også for forældre er der en del klubber (hovedsagelig sport).

Der er morgensang hver dag i kirken og med jævne mellemrum økumeniske gudstjenester. For katolske elever er der messer og katolsk religionsundervisning.

Forældresamarbejde

Der er et meget aktivt forældresamarbejde, og et højt informationsniveau mellem hjem og skole tilstræbes. Forældrerepræsentantskabet fra begge afdelinger arbejder sammen om konkrete projekter for skolen, den enkelte elev eller klasse. Forældrerepræsentantskabet udpeger desuden medlemmer til skolens styrelse

Optagelse

Optagelse sker ved henvendelse til skolen, hvor der aftales tid til en samtale med skolens leder. Der kræves desuden optagelsesprøve for elever til 1.-9. klasse. Ved optagelse til børnehaveklasse kan skolens psykologer tilbyde modenhedsprøve.

Skolens målsætning

Rygaards Skole er en katolsk skole, som virker ud fra det kristne livs- og menneskesyn. Dette livssyn bør gennemtrænge hele skolens hverdag. Skolen ser det som sin opgave i samarbejde med forældrene og på grundlag af dansk skolelovgivning at formidle en undervisning, der også ud over skoletiden tilstræber at styrke elevernes selvtillid og alsidige personlige udvikling ved at bibringe dem grundige kundskaber, tidssvarende arbejdsmetoder og en etisk bevidsthed. Det er således en del af skolens målsætning at styrke elevernes forståelse for det medmenneskelige ansvar og den gensidige respekt for andre såvel på det nære som på det globale plan.

Lidt historie

Rygaards Skoles historie går tilbage til 1908, da 6 assumptionssøstre kom til København for at starte en skole. De kom fra Belgien, Tyskland og Frankrig, og de ville realisere de tanker om undervisning, de havde modtaget af grundlæggeren af deres orden, Anne Eugenie Milleret (1817-98).

Anne Eugenie havde forstået, at hvis et bedre og mere retfærdigt samfund, end det hun kendte, skulle opbygges, så skulle man begynde med det enkelte menneske. Hun havde erfaret, at der i evangeliet findes en kraft, der er stærk nok til at forvandle mennesket og dermed samfundet indefra. Så de seks søstre ville lave en kristen skole. Men det tog tid, og først i september 1909 blev skolen grundlagt i en villa på Amalievej på Frederiksberg. Der var 12 elever. Skolen var åben ikke blot for katolikker, men også for protestanter.

Skolen voksede hurtigt, og i 1921 flyttede søstrene og dermed skolen til Ordrup. Her blev man, indtil man i 1930 erhvervede det gamle landsted Rygaard i Hellerup.

I 1935 stod Sct. Therese kirke færdig, smukt knyttet tilhovedbygningen fra 1766. Udvidelser blev nødvendige. I 1959 blev den nuværende skolebygning føjet til, og i 1973 blev annekset bygget. Til skolens 75 års jubilæum blev en ny, stor boldhal taget i brug.

Fra begyndelsen i 1909 er der en rød tråd igennem tiden op til i dag. Den fortæller om en kristen skoles aktive arbejde i åbenhed og respekt med forskellige trosretninger og nationer.

Uniformer og andre tidstypiske ting er borte, men de væsentlige ting er bevaret og styrket generation efter generation.

Charles Dalton

Skoleleder