Begynderundervisning

På Rygaards Skole undervises i 2. fremmedsprog (tysk/fransk) allerede fra 6. klasse. Eleverne på dette klassetrin har (nu) haft engelsk i tre år, er meget ivrige efter at lære nyt og er i høj grad motiverede til at tage udfordringen med endnu et fremmedsprog op. Fundamentet for en solid faglig basis er således optimalt til stede.

Formålet med tyskundervisningen i 6. klasse er først og fremmest at udnytte elevernes så vigtige motivation – at skabe en glæde ved sproget og en lyst til videre at beskæftige sig med faget/sproget. Derudover naturligvis at lære eleverne færdigheder i at kunne forstå, læse og tale tysk samt give dem en indsigt i kultur- og samfundsforhold i tysktalende lande.

Undervisningen i 6. klasse  bygger især på færdighederne LYTTE og TALE. Vi bruger en del forskelligt materiale, der egner sig netop til begynderundervisningen. Nogle eksempler kunne være:

  • Billedordbog med de 2000 vigtigste ord og sætninger fra hverdagen
  • Videoundervisningsprogram m. tilhørende læse- og opgavebøger
  • Små skriftlige opgaver
  • Sang og musik
  • Spil

Småprøver, der viser, om eleverne har tilegnet sig de gloser, der er relevante for de forskellige emner.

Indholdet af undervisningen er kommunikativt. Der bruges netop ord og vendinger, man får brug for i det daglige: fortæl om dig selv, hvor du bor, hvordan du bor, om tøj, mad, indkøb o.s.v. Her indgår selvfølgelig tal, bogstaver, klokkeslæt, ugedage, måneder etc.

Undervisningen bygger på lege, spil, rollespil, dialoger (- som eleverne fortrinsvis selv laver), sange, musik, video o.m.a. Små skriftlige opgaver forekommer som før skrevet også, samt introduktion til den første elementære grammatik, dog uden at den vil virke ”skræmmende” på eleverne… Det er som nævnt vigtigt, at undervisningen virker motiverende på børnene og giver dem lyst til at lære mere… :

”Tysk er sjovt og spændende!!”