Natur/Teknik 3.- 6. klasse

Indhold og mål

I natur/teknik arbejder eleverne med natur, teknik, livsbetingelser, levevilkår og samspillet herimellem. Nysgerrighed, arbejdsglæde og udforskning skal have plads til at udvikle sig. Undervisningen baseres fortrinsvis på elevernes egne oplevelser, undersøgelser og eksperimenter. På alle klassetrin kombineres aktiviteterne med eftertanke og overvejelser af mere teoretisk karakter, og begreber som ansvarlighed og engagement står centralt.

Indhold i undervisningen

Natur/teknik er første led i skolens samlede naturfagsundervisning. De kundskaber og færdigheder, eleverne opnår gennem natur/teknik, er en del af det naturfaglige fundament, som de andre naturfag bygger videre på fra 7. klasse.
De centrale kundskabs- og færdighedsområder er inddelt i fire hovedafsnit: Den nære omverden, den fjerne omverden, menneskets samspil med naturen samt arbejdsmåder og tankegange. Læseplanen uddyber ikke disse forholdsvis detaljerede afsnit, der overordnet angiver indholdet i undervisningen. I øvrigt giver kundskabs- og færdighedsområderne plads til at arbejde med lokalområdets særlige muligheder.
Tre af hovedafsnittene, den nære omverden, den fjerne omverden og menneskets samspil med naturen, ses i forhold til:

Natur
Eleverne arbejder med naturens mangfoldighed. Dette omfatter både den levende og ikke-levende natur og samspillet herimellem. Der sammenlignes med andre naturtyper lokalt, nationalt og globalt. Arbejdet ses i sammenhæng med menneskets brug og udnyttelse af naturen.

Teknik
Eleverne arbejder med apparater og installationer fra deres egen hverdag. Mere sammensatte tekniske anlæg på fx fabrikker og rensningsanlæg inddrages. Arbejdet omfatter eksempler på samspillet mellem menneske, natur og den teknologiske udvikling. Begrebet »bæredygtig udvikling« indgår i dette samspil.

Livsbetingelser
Eleverne arbejder med livsbetingelser for mennesker, dyr og planter. De mange tilpasninger til forskellige levesteder både i lokalområdet og i de fjernere egne ses i sammenhæng med den historiske proces, som har præget klodens og livets udvikling.

Levevilkår
Eleverne arbejder med levevilkår ud fra eksempler på materielle og ikke-materielle forhold fra hverdagen.
Egne levevilkår sættes i forhold til menneskers situation andre steder i verden. Sammenhænge mellem levevilkår, livsstil og menneskets sundhed indgår i arbejdet.

Bogsystemet ”Den levende verden”, bruges i 3. – 6. klasse.

Undervisningen vil indeholde:

  • oplevelser og erfaringer
  • indsigt i vigtige fænomener og sammenhænge
  • udvikling af tanker, ord og begreber, der har værdi i det daglige liv
  • udvikling af praktiske færdigheder, kreativitet
  • udvikling af evne til samarbejde
  • glæde og lyst til at stille spørgsmål og lave undersøgelser
  • forståelse af samspillet mellem mennesker og naturen
  • ansvarlighed overfor miljøet som baggrund for engagement og handling

Der arbejdes med følgende emner:

Natur/teknik i 3. - 4. klasse

  • om sanserne
  • små dyr omkring skolen
  • energi
  • vandet omkring os
  • kroppens funktioner
  • brug af kort
  • magneter
  • verdensrummet
  • elektricitet

Natur og teknik i 5. - 6. klasse

  • Jorden og livets udvikling
  • Mennesket udforsker universet
  • Om mennesker og teknik
  • Mennesker, fra yderst til inderst
  • Havet
  • Fugle i Danmark
  • Europa - vores egen verdensdel
  • Du store verden
  • Vejret
  • Skoven
  • Opfindelser
  • Energi
  • Stofferne omkring dig