Det første Ryegaard var opført i bindingsværk med stråtag, som et ret beskedent hus på landet, men den voksende velstand i den florissante periode i sidste halvdel af 18. århundrede og de første år af det 19. århundrede gav økonomiske muligheder for at udvikle en særlig landstedsarkitektur i overensstemmelse med tidens fremmeste idealer, der lagde vægt på at skabe en nær sammenhæng mellem bygningerne og det omgivende landskab og park. Hvad der blev tjent på oversøisk handel i 1770erne og begyndelse af 1780-erne, ikke mindst på grund af den danske neutralitet under den nordamerikanske frihedskrig (1776-83), blev for en stor del omsat i byggeri, og på det grundlag blev der opført en lang række lystgårde nord for København. Det blev mere og mere almindeligt for overklassen ‘at tage paa Landet’ til deres ‘lystgårde’ med tilhørende landbrug. Blandt de toneangivende kredse, der havde råd og overskud, blev det en flugt ud af byen for at leve ‘i pagt med naturen’ og samtidig drage økonomisk fordel af den tilhørende landbrugsdrift.

Ved salget i 1771 til Generalauditør Andreas Bruun, blev Rygaard én af de mange lystgårde for det københavnske bourgeoisi, der blev bygget i denne florissante handelsperiode. Superkargo Christian Prytz fra Det asiatiske Compani ejede Rygaard i perioden 1783-95. En kollega fra kompagniet, superkargo Carel Chr. Ernst ejede Store Mariendal ved Strandvejen i årene 1775-81 og kasserer i kompagniet, Jacob Holm, købte en grund, der blev udstykket fra Rygaards jorder og opførte her det første Søholm.