Som statsminister under enevældekongen Frederik d. V var Johan Hartvig Ernst Bernstorff (1712-72) den mand, der frem for nogen kom til at sætte præg på sin samtid. Sammen med Adam Gottlob Moltke, senere Ernst Schimmelmann og Christian Ditlev Reventlow udgjorde de den kreds af excellencer, der dominerede alt i hovedstaden og medvirkede til at skabe et kulturelt miljø, der kunne stå mål med udviklingen i det øvrige Europa. I oplysningstidens ånd gjaldt det især om at støtte kunst og kulturliv og dermed kaste glans over kongens hof og hovedstaden. Indflydelsen fra udlandet blev større end nogensinde, især fra Frankrig og Tyskland, og der blev skabt en kosmopolitisk holdning på grund af de mange udenlandske kunstnere, der blev kaldt til Danmark. ‘Ved fædrelandet forstår vi ikke den stat, hvori vore fædre har levet, ikke heller det land, hvor vi er født og opdraget, men det hvori vi anses som borgere’ (1). Samtidens kosmopolitiske holdninger i de betydende kredse i hovedstaden kunne næsten ses som en forløber for den globalisering, der nu er ved at præge udviklingen, og som også er en del af virkeligheden på Rygaards Internationale Skole i dag.

Kongens betroede ministre fik foræret landsteder uden for byen. Således havde Schulin fået Frederiksdal, Moltke fik Bregentved og Bernstorff fik den tidligere Fasangård under det nedlagte Jægersborg Gods og den tilhørende hovmark og overdrev med de hoveripligtige bøndergårde i landsbyerne Gentofte, Ordrup og Vangede.

I 1759-65 opførte Bernstorff så det anseelige Bernstorff Slot med tidens betydeligste arkitekt, Nicolas-Henri Jardin, som arkitekt. Der gik ry af statsministerens palæagtige landsted i Gentofte, der repræsenterede tidens arkitektoniske idealer og introducerede nyklassicismen i

Danmark. J.H.E. Bernstorff havde desuden stor interesse for landbrugets økonomi og ønskede at skabe en rentabel produktion, og med tiden blev lystgården forvandlet til et gods med intensivt drevet landbrug.

Skønt Bernstorff var yderst konservativ, ligesom de øvrige ledende personer omkring enevældekongen, og ikke ønskede at ændre enevældens sociale struktur, blev han alligevel en af foregangsmændene i bondesagen og arbejdede for afskaffelse af hoveriet. Han var den første, der gennemførte landboreformerne og foranstaltede en udskiftning af jorden i overensstemmelse med Forordningen af 29. december 1758, der skulle ophæve hoveriet og give bønderne deres gårde i arvefæste. Bevæggrunden var nok hovedsagelig af økonomisk art, for det ville gavne både godsejeren og bønderne at forbedre dyrkningsformerne og dermed gøre bønderne mere interesserede i at dyrke jorden. Landboreformerne var også fremskyndet af påvirkninger fra udlandet under indflydelse af oplysningstiden, der var en medvirkende årsag til at Bernstorff blev afsat som statsminister og måtte forlade landet, da Struense tog magten i 1770.

Den praktiske ledelse af landbruget på Bernstorff Gods blev forestået af godsforvalter Torkel Baden, der kendte til bøndernes vanskeligheder med at passe deres egne gårde, samtidig med at de skulle opfylde deres hoveriforpligtigelser. På den tid var bebyggelsen hovedsagelig samlet i tre landsbyer med tilhørende marker og overdrev: Gentofte med 21 gårde, Ordrup med 8 og Vangede med 15 gårde. Ved udskiftningen blev der foretaget lodtrækning om fordeling af jordlodderne og udflytningen foregik med megen festivitas. Torkel Baden har beskrevet hvordan... ‘Jordlodderne blev udtagne af tvende små urner, ved to drengebørn, blandt hvilke den ene udtog gårdens nye betegnede navn og nummer, hvormed samme i forvejen var udmærket i marken, og den anden bondens navn, der tilfaldt samme gård’ (2). ‘Bønderne blev beværtet på det bedste og om eftermiddagen kunne man se dem, med Koner og Børn, i Kisteklæderne vandre ud og tage deres nye Lodder i Øjesyn’ (3).

I 1771 havde i alt 22 familier bygget gård på de nye jorder og var flyttet ud af landsby-fællesskabet. I alt blev der udflyttet 42 gårde, der nu ‘kun’ skulle betale forpagtningsafgift til Bernstorff Gods i stedet for at udføre hoveriarbejde, og de taknemmelige selvejerbønder rejste et mindesmærke for deres velgører. Det blev udformet af billedhuggeren Johs. Wiedewelt som en obelisk i marmor, der blev opstillet ved vejen mod Fredensborg i 1783 (nu Femvejen).

I forbindelse med udarbejdelse af den nye Matrikel og opdelingen af markerne blev der anlagt nye veje, hvoraf den vigtigste var Bernstorffsvej. Her lå de nye gårde på række: Lundehuus, Lundegaard, Ryegaard, Bjerregaard, Sveisgaard, Hesselgaard, Høegsminde, Maltegaard og Breinegaard nede af en stikvej. Det var imidlertid ikke alle de bernstorffske gårde, der blev udstykket som bøndergårde. Ryegård og Lundegård, der oprindelig blev udskiftet med et tilliggende på henholdsvis 65½ og 66½ tdl. land, fik allerede fra begyndelsen særlig status. Lundegården blev tilskødet en auktionsdirektør Johan Frimodt Lodden, der staks lod opføre en herskabelig hovedbygning i grundmur med teglhængt tag.

Som anerkendelse af sit arbejde som godsforvalter på Bernstorff Gods fik Thorkild Baden overdraget jord i Ryvangen og opførte gården Ryegaard. Baden blev senere udnævnt til inspektør for de kongelige godser ved Vordingborg og ejede kun gåden i 5 år inden den blev solgt til en højesteretsassessor Andreas Bruun i 1771, og dermed var gården definitivt overgået til at blive lystgård for det velhavende københavnske bourgeoisi.

De bernstorffske gårde er enten nedrevet eller stærkt ombyggede, men gadenavnene i Gentofte kommune bærer navne med reference til de tidligere udflyttergårde og det oprindelige åbne bondeland. Lundegård blev f.eks. nedrevet i 1930-erne til fordel for opførelse af Sct. Lucasstiftelsen, og Ryegaarden er ombygget flere gange i de forløbne 235 år.